Opg. 1 Kommunikationskultur

Jeg har læst Susanne Idum Mørch. Fik ikke udleveret kopiark på seminariet, som der stod i oplægget.

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1]   1.       Når jeg tager i legestue med dagplejebørnene. Forældrene er der til tiden og holder de aftaler, vi laver. Alternativt giver de besked, så vi kan lave en ny aftale. De ved, at jeg IKKE venter på dem uden aftale, for jeg kan have en aftale med et andet forældrepar om at modtage deres barn ovre i legestuen.     2.       Vi kan nogle gange være langt fra hinanden i en løsning, men jo mere jeg forklarer mit synspunkt og vinkler det fra deres barns synspunkt, jo længere kommer jeg. Et eksempel kunne være, da jeg havde et barn, der bogstaveligt blev båret gennem livet. Hun fik ikke selv lært at flytte sine sten fra vejen. Da hun tabte sin klud på gaden, skreg hun så meget, at jeg troede jeg skulle ringe 112. Hun havde lært, at det fixer mor eller far. Jeg bad hende hente sin klud selv og ventede på hende.  Her havde jeg en snak med forældrene om, at de, ved hele tiden at løse hendes problemer, egentlig gjorde hende en bjørnetjeneste. Jeg prøvede at forklare dem, at hun snart skulle i børnehave og hvis hun ikke blev mere selvstændig, ville de andre børn måske fravælge hende som legekammerat.

Reflekter over, hvad der sker her. Ad 1: Forældrene får de informationer, de har brug for. De har mit mobilnummer og kan give besked, hvis der sker noget uventet. Aftalerne er klokkeklare – ”hvis du ikke er her inden kl XX, så må du aflevere i legestuen. Jeg venter ikke uden vi har aftalt det.”   Ad 2: Jeg havde pigen i 4 mdr. så vi havde løbende dialog. Her tilpassede jeg mængden af informationer til forældrene, så de ikke fik en hel spand koldt vand i hovedet på én gang, men bevarede troen på egne evner. De havde brug for tid til at omstille sig og øve sig i at give slip. Mod slutningen kunne pigen selv sige fra overfor forældrenes hjælp. Far fik blæst håret tilbage, da han af gammel vane ville bære hende op på trip trap stolen at ”jeg kan selv” ! og den tog han til efterretning!      Når jeg i kommunikationen, træder frem som subjekt og modtageren også træder frem som subjekt, så lykkes kommunikationen. (det systemiske menneskesyn) - modtat en objekt-subjekt relation, som bliver mere mekanisk - fordi det er svært at finde en fælles løsning, hvis det kun er mig, der snakker og kommer med input til løsninger. (Schibbye, 2007, s. 36)

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes.   Generelt oplever jeg, at det er de ”overfladiske” kommunikationer hvor jeg er usikker på hvem modtageren er og står for, jeg går galt i byen. Hvis jeg er usikker, kan jeg enten vælge at spørge igen og igen for at få præciseret, hvad og hvordan, men hvis vi slet ikke ”klikker sammen”, er det svært.   Eksempel:  XX kommer altid kl 7 i dagplejen og gæstedagplejen. Vi skal i legestue og jeg siger ” i morgen skal vi i legestue og vi går kl 7.30. Kan i nå det ?” Ja, siger far… Næste morgen kommer XX ikke som vanligt kl 7 men først kl 7.30. Jeg undrer mig, og spørger hvorfor. Far har travlt for han skal skynde sig på arbejde, så han ikke kommer for sent. Han har afspadseret ½ time for at vente med at aflevere barnet til 7.30 ØV – jeg har ikke gjort mit arbejde godt nok! Jeg skulle jo have sagt ” I morgen går vi i legestuen og vi går 7.30. Det bliver nok ikke et problem for jer, for XX plejer jo at komme kl 7.” (hvilket jeg jo plejer at sige, men selvfølgelig ikke fik sagt til denne far.) Jeg havde ikke fået udvalgt alt, jeg skulle sige, men glemt/udeladt det væsentlige for ham. Her var fars gensvar mangelfuldt – han kunne jo have sagt ”uh 7.30 er for sent, for jeg skal jo på arbejde…” Så kunne jeg have reageret på det…. (Mørch, 2008, s. 15)

Hvad skaber disse situationer?   Jeg glemte at sige det. I min verden var der jo ikke noget problem. I hans verden så tingene anderledes ud. Jeg fik ikke lige taget hans perspektiv. Konteksten var, at det var en 2-sproget familie, som jeg ikke kan forvente ved disse ting, så ansvaret for den kommunikation, er min. (Mørch, 2008, s. 15)

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).