DKK Børns vitser Ulla Pedersen
Midt i ugen op til vores seminarieindkald kommer den første vits. Min mand og jeg sidder i stuen. Rasmus på 10 sidder på sit værelse og Trine på 12½ sidder på sit værelse og ser tv. Hun kommer ind i stuen og fortæller ud af den blå luft flg. vittighed:
”Hvis nogen spørger, om jeg kan en blondinevits, svarer jeg, ”nej, jeg er for dum””
Vi trækker på smilebåndet. Hun spørger os, om vi nu også har forstået den. Og ja, det har vi !!! Vi griner lidt og hun forsvinder igen. Hmm ….. hvor kom den vits fra ????
Vi har arvet en stor stak gamle ugeblade, og efterhånden kommer jeg selv godt ned i bunken og får dem læst. Men hovsa …… lige der på bagsiden af Søndags BT kan jeg læse den samme vits, som hun fortalte os. Altså er konklusionen, at vi nu har læst samme blad
Vel hjemme fra seminarieindkald spørger jeg nu ind til, om hun kan flere vitser – og her kommer flere:
”Der var engang 2 blondiner. De var bange for at blive overfaldet bagfra, så de gik baglæns hjem”
Hun siger: ”Jeg kan én til, men jeg skal først klippe min negl” – Og det gør vi så. Den næste vits, som viser sig at være en gåde, falder kort efter:
”Hvordan kan 2 mennesker stå mellem deres næser?” ”De skal stå med ryggen til hinanden”
Hun spørger, hvorfor jeg spørger, og om jeg vil have flere vitser. Jeg forklarer, at det er til en opgave på skolen. Hun har én mere på lager, men den er altså lidt fræk –og vil lige sikre sig, at det går an:
”Der var engang 2 elefanter, som kom forbi en mand, som tog et bad. Så sagde den ene elefant til den anden: ”Hvordan kan han få maden op i munden med sådan en lille snabel””
På spørgsmålet, hvor hun har vitserne fra, svarer hun, at de kommer fra hendes 2 gode venninder.
Især ved den sidste vits skinner det igennem, at der er noget, man normalt ikke kan sige, men hvis det er i en vits, så er det mere legalt og accepteret. I vitse-verdnen kan man bruge de frække og grimme ord, som normalt ikke er en del af det daglige sprogbrug. Når børnene sidder i en gruppe, og der først er én, der starter med at fortælle en vits, ja så følger de andre hurtigt efter. De fortæller på skift – dvs. at de øver tur-tagning, vitsen er en billet ind i fællesskabet og den giver taletid i gruppen. Gennem vitserne spejler de hinanden. F. eks hvis vitsen er fræk, racediskriminerende eller grov, kan der være nogle børn, der i hvert fald ikke vil/må fortælle den hjemme. Når vitsen er fyret af, kan modtageren spørge ind til, hvad afsenderen så synes om f. eks Knud, der kiggede ud af mikroovnen – er det synd for ham ? Her trænes empatien.
Jeg spurgte også min søn, om han havde vitser på lager. Det var så ikke tilfældet. Da han gik i 1. eller 2. klasse havde de i sfo’en en overgang fokus på vitser og gåder. Når børnene samledes i sfo’en, var der navneopråb, planlægning og en af pædagogerne læste en vits eller en gåde op for flokken. På den måde træner børnene deres kognitive evner, deres logiske sans, deres kendskab til metaforer og overførte betydninger og deres fantasi. De får et fælles 3. at være sammen om – og de kan udfordre hinanden i at knække gåderne. Når han kom hjem fra sfo’en fik også lige dagens vits/dagens gåde, hvis han altså kunne huske den På månedsbrevet til os forældre var der gerne en ”månedens gåde” – som næsten altid gav anledning til diskussion i familien. I starten af gåde-forløbet kom Rasmus tit hjem og sagde, at nu havde han lavet en ny gåde, hvorefter han forsøgte sig med gåden. I starten faldt det ikke så heldigt ud – og der var ingen gåde, som gav mening.
Da han gik i børnehaven, husker jeg, at når vi hentede ham stemte de andre i børn i med:
Rasmus skal hjem – på hovedet i seng – klokken er mange – og du er taget til fange.
Det blev en overgang moderne at sige farvel til hinanden på blandt børnene – og her trænes rim, remser, sprogets rytme. Nogle gange digtede de videre eller jeg svarede med at fortsætte deres rim: - ja det er rigtig, men vi er ikke bange
Min søn er/har været meget optaget af Ninja Turltles, Pokemon, Gameboy og Nintendo. Uanset hvilken af disse, han har været optaget af, har det været efterfulgt af enten kammerater, der ringer fordi de skal bruge hans råd om, hvem der kan slå hvem, hvilken figur der udvikler sig til hvad, eller hvordan de kommer videre til næste bane. Det er sket flere gange, at jeg har en stakåndet og meget præcist formulerende ung dreng i telefonrøret, der spørger efter Rasmus. Som regel viser det sig, at de er liiiige midt i et spil, som kræver en løsning her og nu. Efterhånden af mange af hans kammerater på Facebook, hvor de spiller forskellige spil og kommunikerer på chatten. Som regel går indholdet på noget ”fagligt” i forhold til spillene eller på at få en legeaftale i stand. Så selv om det egentlig ligner mere en skriftlig kommunikationsdel , har det indvirkning på den mundtlig del af legekulturen. Det kræver sit sprog at kunne give detaljerede forklaringer af spillet og dens facetter og forklare den anden kammerat, hvad man egentlig mener.
Når legeaftalen er i stand, sker det ofte, at drengene ringer sammen for at aftale, hvis de skal have noget med. F. eks hvis han/de skal medbringe ekstra controlere til Wii’en, så de kan spille flere ad gangen, et kabel så deres nintendoer kan snakke sammen og udveksle folk, eller husk lige din gameboy og det og det spil, for så kan jeg hjælpe dig videre i spillet. De kan også lave aftaler omkring at medbringe skateboard, rulleskøjter, slæden eller andet udendørs legetøj.
Alle disse aftaler giver øvelse i at tænke fremad og planlægge, hvad man kan få brug for. Det må i vores voksne verden svare til, at vi tænker fremad, når vi står og skal pakke vores kuffert til rejsen. Det træner sproget, og for nogle kræver det mod at tage telefonen og få lavet aftalerne. I starten kræver det også af forældrene, at de går foran barnet og viser vejen og måden, det kan gøres på. – At selv om vi heller ikke kender Sofies forældre, tør vi godt lige ringe og lave en aftale omkring legetøjet.
Selv bidrager jeg ofte med mit yndlingsrim til dagplejebørnene:
Oppe i gardinerne – hænger appelsinerne – mænderne og konerne – spiser af citronerne.
Specielt de 2-3 årige lytter og vil gerne høre den om og om igen. De synes, det er vrøvlet og vi snakker om, om de nogensinde har set appelsiner i gardinerne. De griner og synes det er lidt fjollet. En sådan remse er måske barnets første møde med en ny (sprog)verden, hvor indholdet i sproget ikke behøver være funktionel ( må jeg få vand) og hvor vi kan lege med sproget. Jeg oplever ofte, at når (typiske piger) de så går og leger i stuen, ja så øver de sig på ordene og går og griner lidt imens.
14.02.2011:
Vi har været hos min Bror på Sjælland i weekenden. Han har Markus på 11, Kassandra på 5½ og Veronika på 3 år. Vi sidder samlet omkring bordet og har lige spist. Jeg benytter lejligheden til at spørge, om Kassandra kender en god vits. Hmm … nej … en vits ??? Jeg spørger Veronika på 3, som heller ikek reagerer på mit spørgsmål. (Det videste jeg nu godt, men jeg vil gerne ”vride” nogle vitser ud af de store, og prøver bevidst at spille ud til de små) Markus hopper af spænding, og HAN har en vits!. Det går bare så stærkt, og jeg når ikke at få skrevet ned. Skynder mig hen og hente papir – men nu går det tabt. ØV……
Til min store overraskelse kommer min søn nu på banen. Han kommer med flg. vits:
Der var engang en blondine, der skulle til svømmestævne. De skulle lave brystsvømning. Blondinen gik hen til dommeren og sagde, at de snød! Hvorfor tror du, at blondinen siger, det er snyd ??? – Fordi hun troede, de skulle bruge brysterne
Han tjekker ikke lige af om den er for fræk ligesom min datter gjorde i vitsen med elefanten og musen.
Markus stemmer i:
Alle børnene nåede ud af junglen – undtagen Amanda. Hun blev til en panda.
Rasmus fortsætter:
Alle børnene nåede op af vandet. Undtagen Frank, han sank.
Pigerne på 5½ og 3 sidder stille og lytter. – Om de får noget med ???? Ved jeg ikke – de kommer nok ikke lige i morgen og fyrer en vits af, men måske ”lurer” de formen af – jeg fortæller en vits – de andre griner – du fortæller og jeg lytter – vi griner… Denne ”samtaleform” kan de måske genkende fra børnehaven og tage med sig videre i deres liv.
Spændende at arbejde med børns mundtlige legekultur. Jeg har egentlig ikke tillagt den nogen større betydning – for den var der jo bare. Jeg kan dog se, at den jo netop IKKE bare ”er” der, men at den har dybe rødder.
