Sang til Dorthe

http://youtu.be/7ZRh4_PgpqA

Min datter på 14 filmer.

Opg. 3 Kommunikationskultur

1:3 Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra?   Det mekaniske menneskesyn: Her oplever jeg ofte en ledelse/organisation af top- eller mellemledere – både på det private og det offentlige arbejdsmarkede, som typisk er langt fra sine medarbejdere på gulvet. Her bliver beslutningerne taget hen over hovedet på folk. F. eks ved spørgsmål om videreuddannelse/efteruddannelse eller produktions-/indkøbsoptimering Hvor toppen, via rationelle beslutningsprocesser, planlægger og styrer virksomheden mod et finansielt mål. Jeg forbinder dette menneskesyn med det kolde og firkantede, hvor alt skal gå efter bogen med nærmest militant præcission. (og jeg hader det !!!)   Det systemiske menneskesyn: Det forbinder jeg med ”de bløde værdier” – det vi ikke lige kan måle på bundlinjen; det ikke-diagnostiserende. Her er fokus på, hvad vi kan sammen kan præstere via kommunikation (synergi-effekt).   Når pædagogerne (lærere, sygeplejersker, etc) strejker på egne og børnenes vegne over de nedskæringer, kommunerne indimellem varsler, ser jeg det som et opgør mellem kommunens mekaniske menneskesyn (vi skal spare xx kr og der skal fyres xx mand i kommunen) Hvis kommunen havde anlagt et systemisk menneskesyn, ville de med medarbejderne indgå i en dialog omkring spareplanerne. (Hvilket Sønderborg har forsøgt ved at introducere sparekataloget, hvor alle borgere blev opfordret til at komme med forslag – store som små) … Hmm … nu kommer jeg faktisk helt i tvivl om det jeg har skrevet  passer til det hhv. mekaniske og systemiske, men jeg lader det stå J   Jeg har haft et gæstebarn (ja faktisk flere), som lægger deres barn i seng kl 18.30 eller 19.00 og ikke kan forstå, barnet ikke sover med det samme. De bliver faktisk lidt sure, for de vil gerne have aftenen for dem selv. Reaktionen er som regel, at barnet nu kun skal sove x timer til middag (hvilket jo kan være helt reelt, når det er et større barn). MEN, nogle forældre betragter barnet mekanisk – det skal sove kl 19 præcis – altså som om det var en maskine. Hvis forældrene vil bruge det systemiske menneskesyn, ville de i langt højere grad tage højde for, hvilke ativiteter barnet havde haft i løbet af dagen, om der er ro til sengetid, om de har fået læst godnathistorien som de plejer, om de voksne har været til stede – både fysisk og psykisk, om middagsluren har ligget fra 11-13 eller fra 13-15 (altså for sent på dagen). Måske ville resultatet af undersøgelsen være det samme (at barnets middagslur skal afkortes), men det ville være gjort på et langt mere nuanceret grundlag.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal?   Det systemiske menneskesyn bygger på samspil og relationer. Hvis forældrene/modparten ikke vil medvirke i det samspil eller ikke vil være aktive i relationen, bliver det svært. Som professionel pædagog må vi være opmærksomme på ikke at give private erfaringer professionel fylde. Når man er presset – ”aj, du kan ikke få en ny ble igen. Jeg har jo lige skiftet dig” Øh … har vi måske en lov, der siger, at et barn kun laver i bleen en gang i børnehavens åbningstid ??? Ups … kære pædagog på blå stue – det må være en smutter J Når man bliver for venninde-agtig med forældrene/modtagerne. Så bliver det svært at skelne med vennesnak og professionalisme

Opg. 2 kommunikationskultur

1:2 Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien.   I bussen: Her får jeg ofte neutrale kommentarer; om vejret, eller om dagplejebørnene (nej hvor er de søde, er det dine egne?). Altså typiske ”vi skal lige lære hinanden at kende-spørgsmål” – vi føler os lige frem med de neutrale emner først. På cafeer: Det er lidt forskelligt. Hvis det er 2 ukendte, der snakker, så er vi stadig på ”bus-stadiet” a la ”må jeg komme forbi” eller ”sidder der nogen her/må jeg tage den stol”. Hvis det er 2 mennesker, der er tættere på hinanden, virker samtalen mere intim eller koncentreret. Dermed mener jeg, at der er en vis fordybelse og de 2 lader sig ikke sådan distrahere (jvnf. begrebet flow) På arbejde: Her (tror vi) at vi kender hinanden godt og derfor kommunikerer vi mere ud fra, at vi alle kender konteksten. Det er dog ikke altid tilfældet! (se eksempel nedenfor) I familien: Her er kendskabet til hinanden langt større end i de andre fora. Vi kan ydermere have flere identiteter – én på arbejde og én hjemme. Behovet for at udvælge information og være selektiv skulle gerne være minimal (med mindre man har teenagebørn J) og modtagerne har nemmere ved at tolke det. (Mørch, 2008, s. 15). Ydermere kender og genkender man hinandens gensvarsmetoder og reaktionsmønstre. I familien skulle alle gerne blive set og hørt og komme til orde jvnf. det systemiske menneskesyn, hvorimod nogle arbejdspladser arbejder ud fra det mekansike menneskesyn, hvor de ansatte mening ikke tæller (Mørch, 2008, s. 16+17)

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?   På arbejdet: Vi er 8 i en legestuegruppe hvoraf de 4 går hjem til middag og resten bliver og sover i legestuen (heldagslegestue) Jeg er selv én af dem, der går hjem fordi jeg er gæstedagplejer for 2 grupper og derfor er i legestue 2 formiddage for at se børnene fra begge grupper. Det betyder, at den snak og de informationer, de 4 kollegaer udveksler fra 12-16 får jeg ikke altid med, da de ikke sørger for at informere mig vis sms/tlf. Og jeg ved jo ikke, hvad jeg skal efterspørge for jeg var der ikke. Og hvad gør det ved mig? Jeg bliver ”taget med bukserne nede” – dvs., jeg møder op næste gang og aner ikke, hvad der er aftalt. Senest mødte jeg op, og alle vidste, vi skulle male med pensler og farve, men jeg var ikke forberedt. Nu gjorde det ikke den store forskel lige den dag, men der har været andre gange, hvor jeg går fuldstændig fejl, når vores forventninger til dagen ikke er afstemt. Skixx træls !!!! Dem med lavt selvværd kunne jo tro, det var personligt og tage det meget nært…..   Jeg skal have XX i gæstedagpleje. Dagplejeren og svigermoderen fortæller at XX’s far nogle gange henter barnet og at jeg ikke skal blive forskrækket, for han har en sygdom som gør, at han går dårligt og har svært ved at bevæge kæben. Ganske som jeg får fortalt, kommer XX’s far og jeg bliver glad for, at jeg har fået en forhåndsinformation! Han går og taler akkurat som en fuld mand på rulleskøjter! Tænk, hvis jeg ikke var informeret.   Min lillebror fejrer nytår i Lithauen med sine 3 børn hos en arbejdskollega/forretningsforbindelse og dennes familie og børn. De har før været derovre og besøge dem. De taler om nytåret og traditionerne. Samtalerne foregår på engelsk: YY: When we celebrate new year the Chippendales will come. It is a tradition in our family. Min bror: øh …. Chippendales ????? YY: Yes! My children love them! Min bror: children ??? Og sådan fortsætter deres konversation lidt endnu. Min bror spørger og spørger; om YY nu er sikker på at det er for børn og ja, de sidder i sofaen og spiser slik, når Chippendales kommer kl 19.00. Øh kommer de hjem til jer – ja, det gør de….. Min bror klør sig i håret og undrer sig!!!!!!!!!!!! Og han kan simpelthen ikke vente til kl 19. Kl. lidt i 19 bænker alle sig i sofaen. Der er lagt op til hyggeaften og alt er klar. Kl 19 tændes tv’et og NU kommer det så: Min bror er lidt lang i hovedet, men sætter sig og ser med på Chip & Dales (de 2 jordegerne Chip og Chap) og Disney Sjov …… Det siger lidt om konteksten – for min lillebror kendte ikke deres traditioner og hvornår de så hvad :-)  Når man dertil lægger de sproglige forviklinger og kulturmødet, så kan man blive overrasket :-)

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

Opg. 1 Kommunikationskultur

Jeg har læst Susanne Idum Mørch. Fik ikke udleveret kopiark på seminariet, som der stod i oplægget.

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1]   1.       Når jeg tager i legestue med dagplejebørnene. Forældrene er der til tiden og holder de aftaler, vi laver. Alternativt giver de besked, så vi kan lave en ny aftale. De ved, at jeg IKKE venter på dem uden aftale, for jeg kan have en aftale med et andet forældrepar om at modtage deres barn ovre i legestuen.     2.       Vi kan nogle gange være langt fra hinanden i en løsning, men jo mere jeg forklarer mit synspunkt og vinkler det fra deres barns synspunkt, jo længere kommer jeg. Et eksempel kunne være, da jeg havde et barn, der bogstaveligt blev båret gennem livet. Hun fik ikke selv lært at flytte sine sten fra vejen. Da hun tabte sin klud på gaden, skreg hun så meget, at jeg troede jeg skulle ringe 112. Hun havde lært, at det fixer mor eller far. Jeg bad hende hente sin klud selv og ventede på hende.  Her havde jeg en snak med forældrene om, at de, ved hele tiden at løse hendes problemer, egentlig gjorde hende en bjørnetjeneste. Jeg prøvede at forklare dem, at hun snart skulle i børnehave og hvis hun ikke blev mere selvstændig, ville de andre børn måske fravælge hende som legekammerat.

Reflekter over, hvad der sker her. Ad 1: Forældrene får de informationer, de har brug for. De har mit mobilnummer og kan give besked, hvis der sker noget uventet. Aftalerne er klokkeklare – ”hvis du ikke er her inden kl XX, så må du aflevere i legestuen. Jeg venter ikke uden vi har aftalt det.”   Ad 2: Jeg havde pigen i 4 mdr. så vi havde løbende dialog. Her tilpassede jeg mængden af informationer til forældrene, så de ikke fik en hel spand koldt vand i hovedet på én gang, men bevarede troen på egne evner. De havde brug for tid til at omstille sig og øve sig i at give slip. Mod slutningen kunne pigen selv sige fra overfor forældrenes hjælp. Far fik blæst håret tilbage, da han af gammel vane ville bære hende op på trip trap stolen at ”jeg kan selv” ! og den tog han til efterretning!      Når jeg i kommunikationen, træder frem som subjekt og modtageren også træder frem som subjekt, så lykkes kommunikationen. (det systemiske menneskesyn) - modtat en objekt-subjekt relation, som bliver mere mekanisk - fordi det er svært at finde en fælles løsning, hvis det kun er mig, der snakker og kommer med input til løsninger. (Schibbye, 2007, s. 36)

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes.   Generelt oplever jeg, at det er de ”overfladiske” kommunikationer hvor jeg er usikker på hvem modtageren er og står for, jeg går galt i byen. Hvis jeg er usikker, kan jeg enten vælge at spørge igen og igen for at få præciseret, hvad og hvordan, men hvis vi slet ikke ”klikker sammen”, er det svært.   Eksempel:  XX kommer altid kl 7 i dagplejen og gæstedagplejen. Vi skal i legestue og jeg siger ” i morgen skal vi i legestue og vi går kl 7.30. Kan i nå det ?” Ja, siger far… Næste morgen kommer XX ikke som vanligt kl 7 men først kl 7.30. Jeg undrer mig, og spørger hvorfor. Far har travlt for han skal skynde sig på arbejde, så han ikke kommer for sent. Han har afspadseret ½ time for at vente med at aflevere barnet til 7.30 ØV – jeg har ikke gjort mit arbejde godt nok! Jeg skulle jo have sagt ” I morgen går vi i legestuen og vi går 7.30. Det bliver nok ikke et problem for jer, for XX plejer jo at komme kl 7.” (hvilket jeg jo plejer at sige, men selvfølgelig ikke fik sagt til denne far.) Jeg havde ikke fået udvalgt alt, jeg skulle sige, men glemt/udeladt det væsentlige for ham. Her var fars gensvar mangelfuldt – han kunne jo have sagt ”uh 7.30 er for sent, for jeg skal jo på arbejde…” Så kunne jeg have reageret på det…. (Mørch, 2008, s. 15)

Hvad skaber disse situationer?   Jeg glemte at sige det. I min verden var der jo ikke noget problem. I hans verden så tingene anderledes ud. Jeg fik ikke lige taget hans perspektiv. Konteksten var, at det var en 2-sproget familie, som jeg ikke kan forvente ved disse ting, så ansvaret for den kommunikation, er min. (Mørch, 2008, s. 15)

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).

Emma, Daniel, Anna tegner og skriver

Fortsættelse af "Emma skriver brev".......
Se med på:
http://youtu.be/JK2Ao3uFF4c

Klippet varer 4:23

Emma skriver brev

Jeg har valgt modulet om interkulturel pædagogik, men har orienteret mig i Bente Hagtvet's materiale.
Emma møder ind en morgen med storesøsterens Diddlbog og en blyant. Hun går direkte hen til bordet og jeg henter kameraet og filmer. Se med her:

http://youtu.be/k5q_l9GnSBQ

Hey taxi

Denne cirkulerer på facebook - og jeg kunne bare ikke stå for den vakse taxichauffør :-)
Har siddet og arbejdet med sprog - herunder form, funktion og indhold. Denne er da et formidabelt eksempel på, hvordan taxichaufføren ignorerer funktionsindholdet i hilsnen.
Form: en hilsen i stedet for en besilling

Indhold: mangelfuldt  - chaufføren tolker jo alene kun på hilsnen og ikke på kotymen

Funktion: ignoreres, da funktionen jo sandsynligvis er at få prajet en taxi og få løst et transportproblem.

God weekend derude :-)))